Artikler fra vort blad Nyt fra Island:

Den nordatlantiske brygge

I slutningen af november 2003 åbnede Den Nordatlantiske Brygge i København. Her vil Islands Ambassade, Grønlands og Færøernes repræsentationskontorer, udstillinger og information blive et omdrejningspunkt for forbindelserne mellem Nordatlanten og Danmark. Den 23. maj 2003 blev idéen og det gamle pakhus frem ved et større arrangement, som samlede mange kommende samarbejdspartnere og personer med generel interesse for projektet.

Islands tidligere præsident Vigdís Finnbogadóttir, der er formand for Fonden for Den Nordatlantiske Brygge, holdt en smuk og perspektivrig tale, som Nyt fra Island fik lov at viderebringe til glæde for bladets læsere:

Visionen om de Nordatlantiske Brygge kan føres tilbage til året 1997. Idéen om et nordatlantisk kulturcentrum i København fik to herrer som havde denne enestående bygning for øjnene i nærheden af deres arbejdspladser her på Grønlands Handels Plads – tæt på Dansk Polarcenter og Told og Skats kontorer. De to herrer er Kaj Elkrog, forhenværende direktør for Told og skat, og Morten Melgaard, dengang direktør for Dansk Polarcenter.

Disse to herrer har ydet et fremragende arbejde i forbindelse med restaurering af huset. Et gammelt fransk mundheld lyder: Seulement ceux qui peuvent voir l´invisible sont capable de faire l´impossible. (Kun de som kan få øje på det usynlige er i stand til at gøre det umulige.)

Det er ikke en overdrivelse at sige, at på en kold novemberdag for fem år siden, skulle der virkelig visionærer personer til for at kunne skimte de muligheder, der lå ud i den fremtid, som nu er vores nutid. Takket være den store velvilje og indsats fra flere sider i de vestnordiske lande kan vi nu se frem til, at en stor drøm bliver realiseret. Såvel de danske som de islandske, færøske og grønlandske myndigheder har bakket op om projektet. Desuden har private personer og fonde vist projektet en forståelse og en stor generøsitet. Den danske regering gav i maj 1999 tilsagn om at indskyde det vigtigste og fornemste af den gamle Grønlands Handels pakhuse i projektet Den Nordatlantiske Brygge. Dermed blev startskuddet givet til etablering af Bryggen, der skal være et nordatlantisk center for kultur, forskning og erhverv. Huset er på fem etager og rummer næsten 7000 m2. Positive tilkendegivelser blev modtaget om projektet, bl.a. fra statsminister Poul Nyrup Rasmussen, lagmann Anfinn Kalsberg, landstyreformand Jonathan Motzfeldt, statsminister Davið Oddsson og overborgmester Jens Kramer Mikkelsen. Skibsreder Mærsk McKinney Møller hjalp os rundt om Det Skarpe Hjørne, da der blev ydet betragtelig økonomisk støtte fra A.P. Møller og Hustru Chastine Møllers Fond. Dermed var vi i gang.

Foruden fælles lokaler for udstillinger og kulturelle begivenheder bliver huset sæde for Det Færøske Repræsentationskontor i Danmark, Grønlands Hjemmestyres Danmarkskontor, Islands Ambassade, et informationscenter for alle landene samt en restaurant med delikatesser fra Nordatlanten, - se mere på hjemmesiden www.bryggen.dk.

Det skal aldrig glemmes at når det er tale om projektet omkring den Nord Atlantiske Brygge, så drejer det sig om et firkløver med Danmark som det fjerde blad. Og nu er vi her. Vi i Nordatlanten kommer fra den del af kloden, hvor havet endnu er vildt og fugleflokkene skygger for solen, hvor jorden brænder og jøklerne kælver. Den utæmmede natur er vores dåbsgave. Horisontens uendelighed vor ungdoms drømmerum og havets brusende frihed var selve rammen om vores identitet. Det vil vi gerne åbne Danmarks øjne for, fordi vi synes Danmark skal se det smukkeste vi ejer. Vi vil gerne have, at Danmark forstår, at vi ikke blot kommer til hovedstaden ved Sundet, fordi vi udgør en del af det gamle riges historie. Vi kommer tvært imod for stolt at vise, at der er så meget mere end netop det. At vi har egne rødder. At vi er en del af Arktis, af Norden, af Vesten og af det globale samfund. Vi vil gerne vise Danmark og alle de gæster der besøger Danmark, at også vi er selvstændige deltagere i verdens mangfoldighed. Vi kommer for at synge om fremtiden. Vi vil her på den Nordatlantiske Brygge vise den nordatlantiske kreativitet. Vi er folkene i Nordhavet, hvor sammenholdet er lige så nødvendigt som respekten for det kreative individ. Hvor evnen til at dele er betingelsen for at overleve. Hvor skønheden er uendelig.

Lad mig så også bare tilstå ligeud, at vi alle sammen elsker København. Denne by, der rækker så langt ud over tidens afgrænsede danmarksbilleder og så dybt ind i metropolernes grænseløse verden. Denne by som på godt og ondt har været med til at forme så mangen en nordatlantisk ung sjæl. Vi har glædet os til en dag at kunne komme tilbage til København og kunne bidrage med vores egen energi. Med vores egen kunst og kunnen. Med vores egen musik og dans. Med vores egen kulturs skønhed. I en stor nordatlantisk bølge. Nu lykkes det endelig, og vi håber at vores ungdommelige forelskelse i København vil blive gengældt af byens voksne betagelse af vores livs former.

For første gang forenes vi folkene i Vestnorden på den Nordatlantiske Brygge. Fremtiden er foran os. Verden bevæger sig i åndeløs hast med opløsninger og sammensmeltninger, der kan gøre det svært at begribe sig egen tid og sin egen identitet. Vi har alle brug for at orientere os i den morgentåge der har lagt sig over et nyt århundredes begyndelse. Vi ser så gerne verden søge tættere sammen, men samtidig har vi mere end nogensinde brug for at sikre rammerne omkring vores egen identitet. For uden de rammer, kan de mange forskellige kreative kræfter, der sikrer jordens vidunderlige kulturelle forskellighed, ikke blomstre. Derfor er vi så glade for Den Nordatlantiske Brygge. Derfor glæder vi os så meget til det dansk-islandske-færøske og grønlandske samarbejde her på Bryggen.

Endnu en artikel fra Nyt fra Island, gengivet med forfatterens tilladelse. Den originale artikel stod at læse i Weekendavisen den 1. august 2003:

Forsvarsløs                   

Keflavik-krise foråret 2003. USA har varslet en kraftig nedskæring af Keflavikbasens omfang. Island er i chok. Pludselig vil landet stå uden forsvar af betydning.

Af Thrøstur Haraldsson, islandsk free-lance journalist.

Den 2. maj 2003 – otte dage før Altingsvalget – modtog den islandske statsminister, Davíð Oddsson, et brev fra George W. Bush hvori den amerikanske præsident meddelte, at hans regering ønskede at flytte de fire F-15 jagerfly samt fire ud af seks helikoptere væk fra Keflavik-basen pr. 2. juni. De skulle bruges et andet sted i verden, hvor der er større behov for dem.

Statsminister Oddsson vidste, at hvis han fortalte offentligheden om brevet, ville det virke som en bombe i valgkampens slutspurt, og han besluttede derfor at tie. Derfor var det først i begyndelsen af juni at den islandske offentlighed fik noget at vide om eksistensen af brevet fra den amerikanske præsident.

Men konsekvensen af brevet for det islandske samfund er klar: Island vil pludselig stå uden andet forsvar end et ret moderne radarvarslingssystem og tre bittesmå og forældede kanonbåde.

Præsidentens brev rammer et ømt punkt i den islandske folkesjæl. Under hele efterkrigstiden var den amerikanske base i Keflavik et kardinalpunkt i den politiske debat. Alle, der beskæftigede sig med politik, blev spurgt om de var for eller imod basen. Modstanden var stærk i begyndelsen, i 50erne, og igen i 70erne under torskekrigen mod England og Tyskland. Men efterhånden er modstanden ebbet ud, især efter murens fald.

Basens omfang er også blevet mindre. I begyndelsen var den under luftvåbenets kommando men først i 60erne overtog flåden driften af basen. Alligevel har det altid været en flyeskvadron i Keflavik med jagerfly, redningshelikoptere og P-3C Orionfly, hvis speciale er søgning efter fjendtlige ubåde. Amerikanerne opererede også en del installationer rundt omkring i landet, oliedepoter og radarstationer, men de er enten blevet nedlagt eller overført til islandske firmaer. Under Den Kolde Krig var der 18 F-15 jagerfly i Keflavik, men nu er der kun fire tilbage. Da basens aktivitet var på sit højeste var der omtrent 5000 soldater på basen, men nu er tallet nede på 2400. Hvis amerikanernes planer går i opfyldelse, bliver der kun nogle få hundrede tilbage.

Basens økonomiske betydning har altid været stor, og den har også været omstridt. Under opbygningsfasen i 50erne udgjorde de amerikanske aktiviteter omtrent en fjerdedel af bruttonationalproduktet. Staten har stadigvæk en del indtægter fra basen, selv om de efterhånden er skrumpet ind. Men basen beskæftiger flere hundrede mennesker fra Keflavik-egnen. Hvis amerikanerne holder fast ved den bebudede nedskæring af basens aktivitet, vil det medføre omfattende arbejdsløshed i et område, der har oplevet en stor nedgang i fiskeriet og andre traditionelle erhverv.

Blandede reaktioner
Reaktionerne på præsidentens brev har været en underlig blanding af glæde og sorg, vrede og skuffelse. Basemodstanderne har fundet en uventet meningsfælle i George W. Bush. Tilhængerne på højrefløjen er skuffede og føler sig svigtet af den amerikanske regering, ikke mindst fordi brevet fra Bush kom kort tid efter, at den islandske regering gav dens ubetingede støtte til den amerikanske krigsføring i Irak. Nogle protesterer mod amerikanernes planer af forsvarspolitiske grunde, mens andre er bekymret for beskæftigelsen og tab af indtægter fra basens aktivitet.

Regeringen er indbyrdes uenig om, hvordan man bedst tackler situationen. Udenrigsminister Halldór Ásgrímsson er lige som hans amerikanske kollega, Colin Powell, indstillet på at forhandle om basens afvikling. Han har allerede aktiveret NATOs generalsekretær, George Robertson, som har fået amerikanerne til at forlænge den frist, de oprindelig gav. Af Bush's brev, der endnu ikke er offentliggjort, menes der at fremgå, at jagerflyene senest skal flyttes væk i løbet af indeværende måned, men nu er man nogenlunde sikker på, at det først vil ske ud på efteråret.

Statsminister Daví› Oddsson har derimod spillet hårdt ud og sagt, at der ikke er noget at forhandle om. Enten trækker Bush sit brev tilbage eller han tager det formelle skridt at opsige forsvarsaftalen mellem Island og USA. Ifølge aftalen forpligter amerikanerne sig til at opretholde Islands militære forsvar, men hvad det indebærer, er aldrig blevet defineret. Fra Islands side hævder man at aftalen fra 1994 omfatter det absolut minimale forsvar, det vil sige fire jagerfly og seks helikoptere. Amerikanerne siger nu, at Island ikke behøver et selvstændigt luftforsvar og påpeger, at der i England findes en hel flåde af amerikanske fly i et par timers afstand fra Island.

Minimumsforsvar
Dette har ført til en heftig debat om forsvarspolitik. Folk spørger: hvor meget forsvar behøver et land som Island, hvem er fjenden og hvad slags trusler kan den lille nation stå overfor. Regeringen bliver kritiseret for ikke at have udarbejdet en alternativ forsvarpolitik, en plan B, hvor man finder andre metoder til at forsvare Island end  udelukkende at stole på amerikansk velvilje.

Mange har også rejst spørgsmålet, om hvorvidt Island ikke bliver nødt til at oprette dets egen forsvarsstyrke. Dertil er det sædvanlige svar, at det har det islandske folk ingen tradition for, at der ikke findes nogen ekspertise på området, samt at det ville være alt for dyrt. Derfor har man foreslået regeringen at tage kontakt med Islands allierede i Europa, for eksempel Storbritannien eller Frankrig, for at se, om de er villige til at overtage amerikanernes rolle i Keflavik. Nogle har endog været uforskammet nok at nævne Danmark i den forbindelse, mens andre har foreslået et forsvar a la Mogens Glistrup: en kæde af automatiske telefonsvarere langs kysten, der svarer enhver fjendtlig henvendelse med ordene Vi overgiver os!

Ifølge Valur Ingimundarson, lektor i historie ved Islands universitet og ekspert i islandsk forsvarspolitik, vil en ensidig amerikansk tilbagetrækken af jagerflyene medføre et sikkerhedspolitisk kursskifte. »Hvis konflikten fører til forsvarsaftalens opsigelse, vil det uden tvivl have stor indflydelse på Islands holdning over for USA og NATO og skubbe landet nærmere det, som den amerikanske forsvarsminister Donald Rumsfeld med foragt kaldte "det gamle Europa",» siger han i en nylig artikel i International Herald Tribune.

Strategiske ændringer
Baggrunden for amerikanernes ønske om at trække sine styrker tilbage er, at Islands strategiske betydning har skrumpet ind efter Den Kolde Krigs afslutning. I efterkrigstiden var Islands position i midten af Atlanten af stor betydning for det amerikanske forsvar. Herfra kunne man følge med i hver eneste bevægelse, Sovjetunionens ubåde og fly foretog sig fra deres baser i det nordlige Rusland. Men efterhånden som teknikken indenfor overvågning og telekommunikation blev mere raffineret, samtidigt med at den russiske trussel forsvandt, blev Islands betydning mindre. Amerikanerne har reageret på denne udvikling, blandt andet ved at rykke grænserne for det militære forsvar tættere til den amerikanske østkyst. Island hører nu under NATOs europæiske kommando i stedet for at være en del af det amerikanske forsvar.

For Island betyder det at man ikke længere kan bruge den strategiske betydning til at handle sig frem til en gunstig forsvarsordning (samt gunstige eksportvilkår for islandsk fisk), som man gjorde, mens krigen endnu var kold. Nu må man se i øjnene at det kan være dyrt at være selvstændig i en verden fuld af trusler.

Amerikanerne sendte en delegation til Island i juni for at drøfte sagen med den islandske regering. Drøftelserne bliver hemmeligholdt, men tilsyneladende er der ikke sket andet, end at amerikanerne har slået fast at de ønsker at trække flyeskvadronen væk. Siden har Davíð Oddsson haft en telefonsamtale med Bushs sikkerhedsrådgiver, Condoleezza Rice. Lord Robertson var også på besøg i slutningen af juli, men han sagde kun, at NATO ikke ønsker at blande sig i forhandlingerne, da de drejer sig om en bilateral forsvarsaftale mellem Island og USA. Næste forhandlingsrunde er ikke blevet fastsat, men statsministeren siger, at bolden nu er på amerikanernes banehalvdel. De må tage beslutning om, hvorvidt de ønsker ensidigt at opsige forsvarsaftalen fra 1951, siger han.

I øjeblikket hersker der fuldkommen usikkerhed om, hvordan sagen vil udvikle sig. Det kommer ikke mindst an på amerikanernes holdning. Meget tyder på at kravet om ændring af Keflavikbasen stammer fra Rumsfeld og Pentagon mens udenrigsminister Colin Powell ikke vil gå lige så drastisk til værks.

Michael T. Corgan, professor ved Boston University og forfatter af en bog om islandsk forsvarspolitik, har stillet det spørgsmål, om den amerikanske regering opdager det fornuftige i at opretholde lov og orden på internationalt plan tidligt nok til at redde forsvarsaftalen med Island. Han skrev forleden en artikel i Morgunblaðið, hvor han sluttede med denne tanke:

»Hvad der skete i Afganistan og Iran viser, at det ikke betaler sig at være USAs fjende. Hvad der sker i Island viser, at det sandsynligvis heller ikke betaler sig at være USAs ven.«

PS. Siden denne artikel blev bragt i Weekendavisen den 1. august har amerikanerne trukket deres beslutning om at flytte skvadronen væk tilbage. I går, den 13. august, erklærede Bush, at beslutningen om Keflavik-basens fremtid skal indgå i en pågående revision af USA's militære tilstedeværelse i Europa. Den vil tage mange måneder. Imens vil landets luftforsvar være uændret.